Når havevanding er nødvendigt…
Gå ikke på kompromis med din havevanding – men tænk dig om! Vand haven efter behov, ikke blot efter vane. At vande have er sommetider nødvendigt i Danmark, men ofte kan du spare en masse vand ved at planlægge din beplantning.
Brug regnvand!
I princippet er det spild af vand at vande en have – det burde regnen kunne sørge for – men hvis du gerne vil have en pæn og velholdt have, skal der havevanding til i tørre perioder, og når du planter nyt. Hvis det ikke skal være alt for miljøbelastende, kan du dog vælge at bruge regnvand.
Stil regntønder ved nedløbsrør og tagudhæng, så du kan samle så meget som muligt, når regnen er der. Husk at sætte tønden højt nok til, at du kan vande med en haveslange eller tappe i en vandkande.
Glem ikke højdeforskelle…
For ikke at skulle bruge for meget vand og tid på havevanding kan du ved at planlægge din havebeplantning sørge for at vandingen sker naturligt. Placer buske som hortensia og andre vandkrævende planter lavt i haven, så vand naturligt løber til dem under regnbygerne.
Du kan selv skabe højdeforskelle i haven med små højbede og volde rundt omkring i blomsterbedene, så du på den måde kunstigt sørger for mere tilløb af vand nogle steder i bedene.
Har du dækket jorden?
En anden måde at spare på vandet på til havevanding er ved at sørge for bunddække. Jord, der ikke udsættes direkte for sol, holder bedre på vandet og skal derfor ikke vandes så ofte. Du kan plante bunddække med mange forskellige typer planter, eller du kan vælge at lægge flis mellem planterne.
Bunddække har desuden den fordel, at det forhindrer ukrudt i at overtage pladsen og energien fra de planter, du gerne vil have i bedene. Læg evt. en ukrudtsdug under bunddække, så du er endnu bedre sikret mod hårdfør ukrudtsplanter.